Udskiftning af elbilen

Da den nye regering meldte ud at den ikke ville fortsætte afgiftsfritagelsen for elbiler efter 1/1-2016, satte det skub i vores udskiftninger i familiens vognpark. Vi havde i sommeren 2015 3 biler:

  • Toyota Yaris Verso årgang 2000 (højtelsket super fleksibel familiebil)
  • Citroen C1 årgang 2012 (ved at være for lille til hele familien: børn på 12 og 9)
  • Peugeot 106 electric årgang 1999 (laaaangsom elbil der ofte skulle repareres)

I første omgang blev Citroen’en og Peugeot’en sat til salg. C1’en blev først solgt, og så dukkede der et tilbud om at blive E-on elbil ambassadør i en leaset Nissan Evalia. Det lignede en bil der havde potentialet til at overtage Toyota’ens rolle, så den hoppede vi på. En uge efter vi hentede den, blev Peugeot’en solgt (se elbil.spjeldager.dk).

Desværre var Evalia’en ikke lige en bil for os (jeg har skrevet om vores erfaringer på evalia.spjeldager.dk), så jeg kiggede videre efter en anden elbil, der kunne opfylde vores behov. Det skulle være en elbil. Vi har haft Peugeot’en siden 2010, og elbilkørsel er stærkt vanedannende – en elbilist kan simpelthen ikke gå tilbage til en fossilbil.

Der er efterhånden mange mulige elbiler at vælge imellem: Nissan Leaf, VW e-golf, BMW i3, osv., og som outsider Tesla model S. Jeg blev først opmærksom på eksistensen af Kia Soul EV, da en af de andre Evalia ambassadører importerede en fra Tyskland, eftersom den danske Kia-importør ikke havde den. Efter at have læst en masse anmeldelser (alle positive), overtalte jeg familien til at tage med til Malmø for at prøvekøre en Soul EV. Hele familien kørte til Malmø i Evalia’en, og tog en prøvetur i Kia’en. Det var et positivt indtryk, så alle i familien stemte for at vi skulle have sådan en. Vi fik også afprøvet hurtigladning et par gange, for første gang.

Så jeg gennemgik de brugtbiler der var til salg i Europa, og endte med at skrive kontrakt om en demobil der stod til salg i midt-Tyskland. Jeg gav en frist på 6 uger til at forhandleren kunne køre den til km-tælleren viste mere end 6000 km, så den kunne importeres uden at betale dansk moms.

Jeg afleverede Evaliaen i slutningen af November, planlagde en rute med offentligt tilgængelige ChaDeMo hurtigladere, fløj derned d. 3/12-2015, kørte bilen hjem d. 4-5/12. Ved hjemkomsten stod km-tælleren på 7166 km.

Jeg indregistrerede bilen i Danmark d. 7/12. Det er en måned siden i dag, hvor km-tælleren viser 8913 km. Jeg er super glad for bilen! Den har vist sig at opfylde alle de forventninger vi havde til den: Super komfortabel, herlig i trafikken, og børnene elsker den!

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.